Billedtekst: Den 23. september overrakte Aabenraa Erhvervsforenings næstformand, Shahpour Sobhani, prisen som Årets Servicemedarbejder 2026 til Niklas Thygsen fra DNA Aabenraa. Niklas er en én af de fem medarbejdere, der har modtaget den nye pris.
De husker kundernes ønsker, tager sig tid til at hjælpe og får mennesker til at føle sig velkomne. Nu har Aabenraa Erhvervsforening kåret fem medarbejdere, der hver på deres måde yder en ekstraordinær service i kommunens butikker og spisesteder.
I denne uge har Aabenraa Erhvervsforening for første gang uddelt prisen: Årets Servicemedarbejder, der hylder de medarbejdere, som hver dag er med til at skabe gode kundeoplevelser igennem god service i kommunens butikker og spisesteder.
Der er kåret én vinder i hver af Aabenraa Kommunes fire handelsbyer – Aabenraa, Rødekro, Padborg og Tinglev – og én blandt medarbejdere i kommunens øvrige lokalområder.
Vinderne er Niklas Thygsen fra DNA Aabenraa, Claus Christensen fra Osteboden i Rødekro, Jan Espensen Kock fra Huset Palle i Padborg, Sussi Clausen fra Kreativ Shopping i Tinglev og Hanne Astrup Tornvig fra Hotel Kløver Es i Hellevad. Fælles for dem er, at de gør sig umage for den enkelte og leverer en ekstraordinær service, så kunder og gæster får lyst til at komme igen.
Næsten 1.000 indstillinger
Forud for kåringerne modtog Aabenraa Erhvervsforening næsten 1.000 indstillinger fra hele kommunen. Alle har kunne pege på en medarbejder – fra kunder og gæster til kolleger og ledere. I Aabenraa Erhvervsforenings bestyrelse er man rigtig glad for, at prisen har fået så stor opbakning, og at begrebet ”service” har betydet så meget.
– Vi taler ofte om, hvordan vi får folk til at bruge de fysiske butikker. Indstillingerne minder os om en vigtig del af svaret: Menneskerne, der tager imod kunderne. De giver folk lyst til at komme igen, og det er med til at skabe liv i vores bymidter, siger John Christensen, formand for Aabenraa Erhvervsforening.
På baggrund af indstillingerne har repræsentanter fra de lokale handelsstandsforeninger og Business Aabenraa valgt de fem vindere. I løbet af ugen er de fem vindere blevet overrasket med prisen på deres arbejdspladser med flag, diplom og en pengepræmie på 2.500 kr. Ingen af dem vidste på forhånd, at prisen var på vej til dem.
Årets Servicemedarbejdere 2026

Niklas Thygsen fra DNA Aabenraa: Niklas vinder Årets Servicemedarbejder for sin personlige, engagerede og faglige måde at møde kunderne på. Han får ros for at møde alle i øjenhøjde. Han lytter til den enkelte og giver ærlig og kyndig rådgivning. Med sit gode humør, sin situationsfornemmelse og sin evne til at huske og genkende kunder giver han en serviceoplevelse, der går langt ud over den almindelige betjening.

Claus Christensen fra Osteboden i Rødekro: Claus vinder Årets Servicemedarbejder for sin store faglighed, personlige service og sit smittende gode humør. Kunderne fremhæver hans evne til at huske dem, rådgive ud fra deres behov og altid gøre lidt ekstra. Det gælder både når han skaffer en særlig vare, hjælper praktisk eller tager sig tid til den enkelte. Claus skaber en personlig og ægte kundeoplevelse. Det får kunderne til at komme igen.

Sussi Clausen fra Kreativ Shopping i Tinglev: Sussi vinder Årets Servicemedarbejder for en serviceindsats, der rækker langt ud over selve handlen. Hun fremhæves for sin hjælpsomhed, sit engagement og sin evne til at skabe et sted, hvor alle føler sig velkomne. Gennem nærvær, aktiviteter og et stærkt lokalt engagement skaber Sussi både gode kundeoplevelser og fællesskab. Hun gør en mærkbar forskel for mennesker omkring sig.

Jan Espensen Kock fra Huset Palle i Padborg: Jan vinder Årets Servicemedarbejder for sin helt særlige evne til at skabe personlig og nærværende service. Kunderne fremhæver især, at han husker både størrelser, tidligere køb og personlige præferencer. Han møder dem altid med ærlig rådgivning, godt humør og stor faglighed. Denne service skaber tillid og loyalitet. Kunderne vender tilbage, også selvom de kommer langvejsfra.

Hanne Astrup Tornvig fra Hotel Kløver Es i Hellevad: Hanne vinder Årets Servicemedarbejder for sin varme, imødekommenhed og helt særlige evne til at få gæster til at føle sig set og velkomne. I indstillingerne bliver hendes nærvær, professionalisme og store overskud fremhævet. Det gælder også, når der er travlt, eller når gæster har særlige behov. Hanne leverer ikke bare god service. Hun skaber også oplevelser og relationer, der får gæster til at komme igen.
| Fakta om Årets Servicemedarbejder 2026
Aabenraa Erhvervsforening modtog 989 indstillinger af 155 forskellige kandidater fra 94 forskellige virksomheder i Aabenraa kommune. På baggrund af indstillingerne har repræsentanter fra de lokale handelsstandsforeninger og Business Aabenraa valgt de fem vindere. Ingen handelsstandsforening har været med til at udpege vinderen i sin egen by. Indstillingsperioden løb fra 20. august til 4. september 2026. Der er uddelt fem priser: Én i hver af Aabenraa Kommunes fire handelsbyer og én i kommunens øvrige lokalområder. Hver vinder modtog en pengepræmie på 2.500 kr. Læs mere om Årets Servicemedarbejder
|