Billedtekst: Med ambitioner, data og nye, digitale kompetencer har Maria Baun Quist løftet House of Fashions webshop og skabt både vækst og bedre balance i hverdagen.

Webshop-optimering, dataanalyse, nyt nordisk marked og mere tid til kerneforretningen. Det er nogle af resultaterne House of Fashion i Aabenraa har opnået ved at ansætte en igennem SMV:Vækstpilot-programmet.

House of Fashion er en lokal frisørvirksomhed placeret i hjertet af Aabenraa gågade. I september 2021 udvidede ejer Maria Baun Quist frisørsalonen med en webshop, hvor kunder kan købe professionelle hårprodukter og få inspiration til styling derhjemme – med fokus på genanvendelighed og miljørigtige materialer.

 

Behov for digitale kompetencer

Maria har selv opbygget webshoppen ved siden af sit arbejde som frisør, men ambitionerne voksede – og det samme gjorde behovet for nye, digitale kompetencer.

– Jeg manglede en, der kunne arbejde struktureret med data og analyser af webshoppen og skabe overblik over, hvad vi solgte, og hvordan vi kunne udvide til nye markeder som Norge, fortæller Maria.

For at styrke den digitale del af forretningen ønskede Maria at ansætte en vækstpilot – en ekstra medarbejder, der i en afgrænset periode er hentet ind for at løse konkrete udviklingsopgaver, som virksomheden ikke selv har tiden eller kompetencerne til at løfte. Ordningen er en del af erhvervsfremmesystemets SMV-programmer og giver mulighed for tilskud til lønnen i opstartsperioden.

Efter dialog med Business Aabenraa blev kontakten formidlet til Erhvervshus Sydjylland, som driver SMV-programmet. House of Fashion søgte i januar 2025, og allerede 1. april samme år startede vækstpiloten.

Synlige resultater på seks måneder

I 2025 blev der sendt 2.752 ordre ud via House of Fashions webshop.

I 2025 blev der sendt 2.752 ordre ud via House of Fashions webshop.

Efter seks måneder lykkes det for House of Fashion – med hjælp fra Vækstpiloten – at komme ind på det norske marked, og så er webshoppen blevet markant styrket.

– Han har været hele webshoppen igennem og finpudset det hele. Han er teknisk stærk og har kunnet dykke ned i detaljerne. Det betyder, at vi i dag har langt bedre styr på priser, performance og kundeadfærd, forklarer Maria.

De resultater, vækstpiloten har været med til at skabe, har betydet, at han i dag er fastansat i virksomheden.

 

Digital udvikling giver mere luft i hverdagen

Med ansættelsen af en vækstpilot har Maria ikke kun løftet forretningen digitalt, men også skabt mere ro og overblik i hverdagen som leder af en enkeltmandsvirksomhed med 7 ansatte.

– Personligt har jeg fundet ud af, hvor meget jeg faktisk kan uddelegere. Det har givet mig mere luft, så jeg kan fokusere på mine kerneopgaver – og slippe for at arbejde om aftenen og på mine fridage, fortæller hun.

 

Supplerende sparring fra Business Aabenraa

Gennem hele forløbet har House of Fashion og vækstpiloten fået 1:1 sparring fra Business Aabenraa. Det har bl.a. været inden for AI, e-handel, digitale værktøjer og eksportrelaterede udfordringer samt deltagelse i e-handelsnetværket, som Business Aabenraa faciliterer på vegne af Aabenraa Erhvervsforening.

– Det har været en stor styrke at have Business Aabenraa med hele vejen – både som sparringspartner og som indgang til relevante netværk, afslutter Maria.

 

Fakta om Vækstpilot

SMV:Vækstpilot er for virksomheder, som står med en eller flere udviklingsopgaver og har brug for nye kompetencer i virksomheden.

Igennem puljen kan du få 50 % tilskud til lønomkostninger i op til seks måneder til ansættelse af en vækstpilot. Tilskuddet er på max. 15.000 kr. pr. måned og vækstpiloten skal være ansat minimum 25 timer om ugen.

En vækstpilot er en ny medarbejder, som inden ansættelsesstart skal være registreret ledig og have en erhvervs- eller videregående uddannelse.

Læs mere her

 

Er du også interesseret i at ansætte en vækstpilot? 

Kontakt en medarbejder i Business Aabenraa og hør mere om dine muligheder.

 

Kontakt en medarbejder i Business Aabenraa