Aabenraa Statsskole sender som noget nyt 2. hf-eleverne i erhvervspraktik som en del af deres uddannelsesforløb. Det giver virksomheder i Aabenraa kommune en unik mulighed for at vise arbejdspladsen frem og skabe en vigtig bro mellem uddannelse og erhvervsliv.

Den 18., 19. og 20. februar 2025 skal 2. HF-eleverne fra Aabenraa Statsskole som noget nyt i erhvervspraktik og tilbringe tre dage på en arbejdsplads. Formålet er at give eleverne et realistisk billede af arbejdsmarkedet og inspirere dem til fremtidige karrieremuligheder i lokalområdet. Målet er klart: At øge de unges kendskab til lokale virksomheder, at holde de unge i kommunen og motivere dem til at vende tilbage efter deres videregående uddannelser.

– Det er en super god mulighed for virksomhederne i Aabenraa kommune til at vise, hvad de kan tilbyde. Jeg håber derfor, at virksomhederne vil tage godt imod praktikinitiativet fra Statsskolen og ikke mindst de unge mennesker, siger Lisbeth Strange Jensen, erhvervskonsulent i Business Aabenraa.

2. årseleverne bliver færdige i sommeren 2025, og mange planlægger at tage et sabbatår og arbejde, hvilket ifølge Lisbeth Strange Jensen er endnu en god grund til at byde de unge mennesker velkommen i virksomhederne.

 

Fordele for din virksomhed?

Ved at tage en HF-elev i praktik får I:

  • Eksponering af jeres virksomhed: Lad de unge se, hvad I står for, og hvilke jobmuligheder I kan tilbyde.
  • En ny energi og nysgerrighed: Eleverne kommer med friske øjne og lyst til at lære.
  • En investering i fremtiden: Skab relationer til potentielle medarbejdere, der kan vende tilbage efter endt uddannelse.
  • Et lokalt aftryk: Vær med til at fastholde unge talenter i Aabenraa Kommune og styrk lokalområdets erhvervsliv.

Hvad indebærer det at være praktiksted?

Det er enkelt at sige ja til en praktikant. I skal blot:

  • Tilknytte en kontaktperson, der kan tage sig af eleven i praktikdagene.
  • Planlægge et program, der viser, hvordan I arbejder, og hvilke jobfunktioner, der findes hos jer.
  • Dokumentere elevens fremmøde med en blanket, som eleven selv medbringer.

 

Inspiration og hjælp til opgaver

Er I i tvivl om, hvad en praktikant kan lave hos jer? På vores hjemmeside finder I inspiration til små opgaver, som kan være relevante for en HF-elev.

 

Ønsker din virksomhed at tage en HF-elev i praktik?

Så kontakt erhvervskonsulent Lisbeth Strange Jensen på 40193650 eller lsj@businessaabenraa.com eller uddannelsesleder på Aabenraa Statsskole Susanne Kirkegaard Thomsen på 24752656 eller st@statsskole.dk.

 

Kort om HF-uddannelsen

Højere forberedelseseksamen (HF) er en toårig gymnasial uddannelse, som giver et solidt og bredt fundament. Med en HF-uddannelse får eleverne adgang til en lang række mellemlange og korte videregående uddannelser.