På Hotel Røde-Kro er bæredygtighed ikke en trend, men en strategisk beslutning, der både styrker økonomien, medarbejdertrivslen og miljøet. Med en kombination af teknologi, sund fornuft og små, men effektive ændringer, viser hotellets indehaver, Erik Nørgaard Jørgensen, vejen for fremtidens hotel- og restaurationsdrift.

Erik Nørgaard Jørgensen ejer og driver Hotel Røde-Kro på Vestergade 2 i Rødekro sammen med sin kone, Winnie Steinbeck Jørgensen. Hans forretningseventyr begyndte som 15-årig opvasker på kroen under hans far, Henning Jørgensen, og allerede dengang lagde han mærke til et stort problem: Madspild. I mange år drømte han om en bedre løsning til at håndtere det store spild, men det var først under corona-pandemien i 2020, at han fik tiden og modet til at handle.

 

IT-systemet, der sparer 13,5 tons mad om året

Under pandemien satte Erik sig for at udvikle et IT-system, der kunne optimere hotellets indkøb og madproduktion, da ingen eksisterende løsninger på markedet kunne opfylde hans behov.

– Jeg har altid været irriteret over, at man smider mad ud, fortæller Erik Nørgaard Jørgensen.

Efter fire års udvikling lykkedes det i 2024 at implementere et digitalt planlægningssystem, der nøjagtigt beregner og automatisk bestiller de nødvendige ingredienser til hver opskrift.

– Vi er gået fra at købe ind efter det, vi troede, vi manglede til at vi nu bestiller det, vi ved, vi har behov for, forklarer Erik Nørgaard Jørgensen.

Resultatet har været markant. Med det nye IT-system slipper Hotel Røde-Kro for at smide 13,5 tons mad ud om året, hvilket både gavner miljøet og virksomhedens bundlinje.

 

Effektive processer skaber bedre arbejdsmiljø

Det nye IT-system er ikke kun godt for miljøet og økonomien, men også for medarbejderne. Erik omtaler det selv som et planlægningssystem, der ikke blot effektiviserer indkøbsprocesserne, men også sikrer et bedre arbejdsflow mellem køkkenet, restauranten og receptionen.

– Vi har automatiseret en masse processer, og det har givet os et helt andet overskud. Vi laver færre fejl, og vi har bedre tid til at levere en god service for vores gæster, siger Erik.

For Erik er medarbejderne en af de vigtigste ressourcer, og han ser dem som en afgørende del af hotellets succes.

– Under min fars tid blev medarbejdere set som en ressource, man kunne anskaffe og skille sig af med igen. I dag er vores medarbejdere det vigtigste for os, derfor gør vi meget for at inddrage dem i vores udvikling, så vi skaber en bedre hverdag for os alle, forklarer han.

 

Bæredygtighed med sund fornuft

Hos Hotel Røde-Kro var det før en udfordring at finde de rette varer – men efter en indsats for at reducere madspild, er lageret nu overskueligt og effektivt.

For Erik Nørgaard Jørgensen handler bæredygtighed ikke kun om store investeringer som et avanceret IT-system. Små justeringer kan også gøre en stor forskel. Tidligere blev morgenbuffeten fyldt op med store mængder mad for at skabe et fyldigt udtryk. Nu er portionerne tilpasset, og gæsterne opfordres i stedet til at bede om mere, hvis de har brug for det. Gæsterne har også mulighed for at vælge, om de vil have deres værelse rengjort dagligt, eller om de vil genbruge håndklæder og linned for at skåne miljøet. Disse simple tiltag har ikke kun reduceret spild, men har også gjort hotellet mere ressourceeffektivt.

– For mig handler bæredygtighed om logik og sund fornuft. Lige nu giver det en konkurrencefordel at arbejde aktivt med bæredygtighed og ESG, men snart bliver det virksomheders lisence to operate. Hvis du ikke har styr på det, er du slet ikke med, siger Erik.

Selvom det ikke har været Eriks mål at være firstmover, så har forspringet stor betydning for ham.

– At være først betyder også, at man tager alle tæskene. Men jeg er glad for, at vi har valgt at tage hul på omstillingen tidligt, så vi kan gøre det i vores eget tempo, inden nogen kommer og gør det til et krav. Det betyder, at vi får en bedre omstillingsproces – og i sidste ende et bedre resultat, siger Erik.

 

Flere grønne ambitioner

Selvom Hotel Røde-Kro allerede er langt på den bæredygtige rejse, stopper udviklingen ikke her. Hotellet arbejder i øjeblikket på at opnå Green Key-certificering, der sætter en standard for miljøvenlige hoteller. Samtidig har Erik en klar ambition om, at 2025 skal være året, hvor hotellet laver sin første ESG-rapport.

– Du kan enten udvikle eller afvikle. Og heldigvis elsker jeg at udvikle, siger Erik med et smil.

For virksomheder, der ønsker at tage de første skridt mod en grønnere drift, er Eriks råd simpelt: “Just do it.”

– Det handler om at finde de rette partnere og prioritere de rigtige initiativer. Og rækker du ud, så er der mange, der gerne vil hjælpe, forklarer han.

Hotel Røde-Kro har bl.a. fået hjælp og støtte gennem Business Aabenraa, Erhvervshus Sydjylland og virksomhedsprogrammet SMV:Grøn. Derudover er de aktive i relevante erhvervsnetværk som fx Aabenraa Erhvervsforenings turisme- og oplevelsesnetværk.

 

Om Hotel Røde-Kro

Hotel Røde-Kro har rødder helt tilbage til 1649. Hotellet er i dag ejet af Erik Nørgaard Jørgensen, der driver hotellet med sin kone, Winnie Steinbeck Jørgensen, der er direktør.

Hotel Røde-Kro har 44 ansatte.

Hotellet har 26 værelser, og der arbejdes på at udvide hotellet med yderligere værelser i 2025.

 

Ønsker du også skubbe din virksomhed i en mere bæredygtig retning?
Kontakt Business Aabenraa og få gratis, uvildig og fortrolig sparring.