7362 2020
post@businessaabenraa.com
Erhvervsservice
Formålet med podcasten er at gøre flere bevidste om, hvor meget det betyder at handle lokalt og bakke op om de fælles kræfter, der holder vores handelsbyer levende.
Podcast-serien er lavet i samarbejde med Globus Guld og lokale aktører.
Lyt med her på med her på siden, hvor vi løbende opdaterer med de seneste episoder i takt med, at hver podcast bliver udgivet.
Rigtig god fornøjelse.
Episode 1 - Bryllup tiltrækker gæster i byen og på caféen

Udgivet den 28. april 2025
Denne første episode handler om de gratis glæder, man kan finde i hverdagen, når man er ude blandt andre.
Her kan du møde Lisbet Klietsch, en af de lokale giftefogeder i Aabenraa kommune og Emilie Hvidtved Petersen fra Have A Coffee, som er den lokale café overfor Det Gamle Rådhus, hvor der dagligt afholdes flere bryllupper.
Der er mange udenlandske par, som gifter sig på Det Gamle Rådhus, og de har mange farverige og festlige traditioner, som gæster på bl.a. Have A Coffee har glæde af.
Episode 2 - Tre kvinder sørger for masser af liv i Rødekro
Tina Christensen fra Osteboden, Louise Meinfeldt fra Your Choice og Kira Mikkelsen fra Mikkelsen Smykker og Ure, udgør bestyrelsen i Kometbutikkerne i Rødekro.
De udgør et stærkt team, der brænder for at vise deres kunder, hvor taknemmelige de er for den fantastiske lokale opbakning de har i deres butikker og ved events.
Når der laves events i små byer, så er det altid baseret på frivillighed og interessetimer efter butikkernes lukketid og den fantastiske opbakning er det hele værd.
Tina, Louise og Kira fortæller i dette afsnit, mere om hvordan de samarbejder og får tingene til at ske – og vigtigheden af det summer af liv i Rødekro.
Episode 3 - Meldgaard og Sydbank fortæller om vigtigheden af at støtte lokalt

I dette afsnit kan du møde Line Meldgaard fra Meldgaard og Ole Jensen fra Sydbank.
De fortæller begge om, hvorfor de engagerer sig aktivt i lokalsamfundet og støtter lokale initiativer og foreninger.
Line og Ole er fantastiske repræsentanter for vigtigheden af, at også virksomheder bidrager stort til at skabe bl.a. levende bymidter.
Foruden glæden ved at kunne bidrage, så er denne indsats også med til at gøre både områderne, men også virksomhederne selv attraktive for potentielt nye medarbejdere, som vil få lyst til at være og bosætte sig med deres familier i lokalområdet.
Episode 4 - Nyt torvecenter på vej i Padborg

I denne podcast kan du møde Pernille Hansen fra Blomst & Bolig og Peter Madsen uddeler hos Padborg og Omegns Brugsforening – begge er en del af Padborg Shoppings bestyrelse gennem flere år.
Pernille og Peter er begge store ildsjæle, og de har sammen med de lokale butikker og Aabenraa Kommune lagt et stort arbejde i hele projektet med ombygning af deres torvecenter.
Det er et projekt der har været undervejs i flere år, og man forventer at starte arbejdet til juni 2025.
Afsnittet handler bl.a. om det arbejde der lægges i, når en midtby ”pludselig” skal bygges om og gaderne graves op og fremkommeligheden forringes.
Episode 5 - Dorthe er tovholder for aktiviteter i City
I denne episode kan du møde Dorthe Hilbig, der er Citychef i Shop i City Aabenraa.
Hun er tovholder, idéskaber og udvikler på både små og store events og arrangementer, der afholdes i Aabenraa gågade og bymidte – og hun forstår vigtigheden af, at alle føler sig mere end velkomne til at komme og bruge byen og være med.
I dette afsnit har du mulighed for at komme med bagom, ift. planlægning og koordinering af de store ting, der sker i byen.
Episode 6 - Turisme er vigtigt i kommunen - også i Tinglev

I denne episode kan du møde Mette Hansen fra VisitAabenraa. Hun hjælper hver dag besøgende i det fysiske turistbureau i Aabenraa og sikrer, at informationen om lokale oplevelser og aktører er opdateret i bl.a. GuideDanmark.
Du kan også høre Tim Skovmand, formand for Tinglev Handels-, Håndværker- og Industriforening, fortælle om det lokale engagement i Tinglev. Han er med til at sørge for, at der er aktiviteter i Tinglev så som fx torvedage, musikevents og juleudsmykning – alt sammen med det formål at skabe liv i midtbyen og styrke handelslivet.
Episode 7 - Samarbejde skaber gode vilkår for kultur og sport

I dette afsnit kan du møde Per Hussmann fra SportEvent Syd, som bl.a. står for at arrangere DHL stafetter og Kongehøjfestivalen i Aabenraa.
Du møder også Charlotte Hylleberg, der er direktør for Business Aabenraa, der brænder for udvikling af alle virksomheder i hele Aabenraa kommune.
Både Charlotte og Per kender til vigtigheden af samarbejde og af at skabe store events for både virksomheder og private, der kan være med til at skabe fællesskaber – både i og lige uden for bymidten.
Alle er – uanset vores arbejde – også private mennesker med familier, venner og hobbyer, der bruger og bidrager til byerne på forskellige måder. Sport er med til at skabe liv og oplevelser og i særdeleshed fællesskab.
Episode 8 - Når der sker lidt udover det sædvanlige for kunderne
I dette sidste afsnit møder du Mette Sørensen, der driver Café Agnes – og har skabt et helt unikt sted i Agnes’ ånd fra den ikoniske TV-serie Matador.
Og Majbritt H. Nissen, indehaver af Knit Happens, som er en hyggelig garnbutik, hvor der også er mulighed for at nyde en god kop kaffe.
Både Mette og Majbritt samarbejder om events, og deres lyst til at give deres kunder nogle gode oplevelser gør dem til noget helt særligt, og de er populære, både blandt gæster men også blandt kolleger i byen.
Deres steder er mere end bare forretninger. Her er der et særligt fokus på stemning, idéer og samvær.
Vil du vide mere?
Du er velkommen til at kontakte Janni Rahbæk.
Janni Rahbæk
Erhvervskonsulent
T: +45 7362 2021
M: +45 2251 5924
jra@businessaabenraa.com
Hold dig opdateret
Tilmeld dig Business Aabenraas nyhedsbrev for detail og oplevelsesøkonomi og få nyheder, events og inspirerende historier relevant for virksomheder inden for detail- og oplevelsesbranchen i Aabenraa kommune.