Aabenraa Erhvervsforening introducerer snart et nyt IT-værktøj, der kan hjælpe små og mellemstore virksomheder med at håndtere ESG-rapportering. Er du interesseret i at høre mere? Tilmeld dig foreningens webinar den 20. november kl. 10-11, hvor du får præsenteret systemet og fordelene ved ESG-rapportering.

Den Sønderjyske Investeringsfond blev opløst tidligere i år, og midlerne er blevet fordelt til bl.a. erhvervs- og udviklingsråd i Syddanmark – herunder Aabenraa Erhvervsforening. Den økonomiske støtte har gjort det muligt for Aabenraa Erhvervsforening at tilbyde et it-system, der kan gøre ESG-rapportering lettere for foreningens medlemmer.

– Vi ved, at ESG-rapportering kan være en krævende og ressourcetung proces, og derfor vil vi gerne gøre rapporteringen lettere for vores medlemmer. For bæredygtighed er i dag et konkurrenceparameter, og lovgivningen rammer allerede nogle virksomheder, og for andre vil det være en fordel at være forberedte, siger John Christensen, bestyrelsesformand i Aabenraa Erhvervsforening.

 

Testperiode på vej

IT-systemet, som Aabenraa Erhvervsforening har i kikkerten, er fra Complete 7, og i foreningen forventes det, at medlemsvirksomhederne kan gøre brug af IT-systemet i starten af det nye år. Men inden lanceringen gennemfører Business Aabenraa, Aabenraa Erhvervsforenings sekretariat, en testfase med fem lokale virksomheder for at sikre, at systemet lever op til virksomhedernes krav om kvalitet og brugervenlighed.

– Det er vigtigt for os, at det er et modent og professionelt koncept, som skaber reel værdi for vores medlemsvirksomheder, understreger John Christensen.

 

Er din virksomhed interesseret? Deltag i webinar og hør mere om systemets muligheder

Selvom systemet først bliver udbudt i det nye år, kan du – og alle andre interesserede – deltage i et webinar, hvor du kan høre meget mere om systemets muligheder og fordelene ved ESG-rapportering. Her vil du få indblik i værktøjets funktioner og mulighed for at stille spørgsmål til projektet.

Webinaret finder sted: Onsdag den 20. november kl. 10-11.

 

Du kan tilmelde dig webinaret her