Aabenraa Erhvervsforening lancerer nu ESG-rapporteringsværktøjet DitESG som en gratis medlemsfordel det første år. Værktøjet skal hjælpe små og mellemstore virksomheder med at komme i gang med ESG-rapportering på en enkel, brugervenlig og værdifuld måde.

John Christensen, bestyrelsesformand i Aabenraa Erhvervsforening.

John Christensen, bestyrelsesformand i Aabenraa Erhvervsforening.

– Vi er kommet i mål med et solidt og værdifuldt tilbud til vores medlemmer. Undervejs har vi testet forskellige løsninger, og vi har valgt DitESG, fordi det både er professionelt og nemt at anvende, siger John Christensen, bestyrelsesformand i Aabenraa Erhvervsforening.

Han fremhæver også, at tilbuddet rækker ud over den enkelte virksomhed:
– Det glæder mig, at vi med dette nye medlemstilbud ikke kun hjælper virksomhederne, men samtidig aktivt kan støtte op om Aabenraa Kommunes klimamål. Det er vigtigt, at vi alle tager ansvar – også vi som forening, afslutter John Christensen.

 

Støtte fra Sønderjyske Investeringsfond

Det nye medlemstilbud er blevet muligt, fordi Den Sønderjyske Investeringsfond sidste år blev opløst, og midlerne er fordelt til bl.a. erhvervs- og udviklingsråd i Syddanmark – herunder Aabenraa Erhvervsforening. Den økonomiske støtte har gjort det muligt at tilbyde gratis adgang til DitESG i ét år inkl. opstartsworkshop og sparring.

 

Klar til tilmelding

Medlemmer kan nu tilmelde sig en opstartsworkshop, som er første skridt for at komme i gang med DitESG. Tilbuddet gælder frem til 31. december 2025.

 

Læs mere om DitESG og hvordan du tilmelder dig her