Levende bymidter. Det er titlen på Business Aabenraas nye, hjertevarme podcast, der sætter fokus på alt det arbejde, de oplevelser og det fællesskab, som holder vores handelsbyer i Aabenraa kommune levende.

Når gaderne pludselig er pyntet op, når musikken fylder byens rum, og når julelysene glimter i den mørke tid, er det ikke tilfældigt. Det er resultatet af et stort, fælles engagement fra både borgere, frivillige og virksomheder.

Det er netop dette, som vi i Business Aabenraa ønsker at sætte fokus på i en helt ny podcast, som udkommer i dag under navnet Levende Bymidter.

I løbet af otte afsnit inviterer vi lytterne med bag kulisserne og fortæller historierne om de lokale erhvervsdrivende, frivillige og aktører, der hver dag skaber liv og glæde i bybilledet. Formålet er at inspirere flere til at få øjnene op for, hvor meget alles nærvær, engagement og handel betyder for byernes puls – og at vise, hvordan vi i fællesskab kan være med til at bevare og styrke den.

– Med podcastserien vil vi gerne sætte fokus på alt det fantastiske arbejde, der lægges i at gøre vores bymidter levende og attraktive. Mange ved ikke, hvor meget energi og frivilligt engagement der ligger bag – men det er netop dét, der skaber de fællesskaber og den nærhed, som gør vores byer til noget særligt. Vi håber, podcasten vil inspirere endnu flere til at bruge byen, handle lokalt og bidrage til fællesskabet, siger Charlotte Hylleberg, direktør i Business Aabenraa.

Emilie Hvidtved Petersen fra caféen Have A Coffee og Lisbet Klietsch, en af Aabenraa Kommunes lokale giftefogeder, er med i den første episode af Levende bymidter.

Emilie Hvidtved Petersen fra caféen Have A Coffee og Lisbet Klietsch, en af Aabenraa Kommunes lokale giftefogeder, er med i den første episode af Levende bymidter.

Første afsnit ude nu

Serien er lavet i samarbejde med Globus Guld og lokale aktører og første afsnit går i luften i dag.

I seriens første episode kan du møde Lisbet Klietsch, en af Aabenraa Kommunes lokale giftefogeder, og Emilie Hvidtved Petersen fra caféen Have A Coffee overfor Det Gamle Rådhus. De fortæller, hvordan bryllupper med par fra hele verden skaber liv, smil og festlig stemning i gågaden – en oplevelse, der er gratis for alle, der lægger vejen forbi.

Lyt til den første episode her

 

Flere inspirerende fortællinger på vej

Serien består af otte episoder, som udkommer hver mandag fra i dag af.

I de kommende episoder kan lytterne blandt andet glæde sig til at høre:

  • Episode 2: I denne episode møder du Kira Mikkelsen fra Mikkelsen Smykker & Ure, Tina Christensen fra Osteboden og Louise Meinfeldt fra Your Choice i Rødekro.
    De fortæller, hvordan de gennem frivilligt arbejde efter butikkernes lukketid skaber lokale events som en personlig tak til deres loyale kunder – og med stor succes-
  • Episode 3: I denne episode møder du Line Meldgaard fra Meldgaard og Ole Jensen fra Sydbank. De deler deres perspektiver på, hvordan virksomheder kan bidrage til et aktivt byliv – og hvorfor attraktive byer er vigtige for at tiltrække dygtige medarbejdere.
  • Episode 4: I denne episode møder du Pernille Hansen fra Blomst & Bolig og Peter Madsen fra SuperBrugsen i Padborg. De fortæller om det store arbejde, der ligger i at sikre liv i midtbyen, selv når midtbyen skal laves om og gaderne graves op.
  • Episode 5: I denne episode møder du Dorthe Hilbig fra Shop i City Aabenraa.
    Hun giver et kig bag kulisserne på, hvordan store events, dekorationer og musik i gaderne skabes – og hvorfor det er vigtigt, at alle føler sig velkomne i bylivet.
  • Episode 6: I denne episode møder du Mette Hansen fra VisitAabenraa og Tim Skovmand fra Iprinting i Tinglev. De fortæller om mulighederne for at være turist i eget område – og hvordan lokale initiativer som torvedage, julebelysning og events som Kliple Mærken er med til at skabe liv, oplevelser og fællesskab for både borgere og gæster.
  • Episode 7: I denne episode møder du Per Hussmann fra SportEvent Syd og Charlotte Hylleberg fra Business Aabenraa.De fortæller, hvordan store events samler borgere, virksomheder og medarbejdere – og hvorfor byliv og fællesskab også hænger tæt sammen med arbejdsliv.
  • Episode 8: I denne episode møder du Mette Sørensen fra Café Agnes og Majbritt Høy Nissen fra strikkecaféen Knit Happens. Sammen deler de deres erfaringer med at skabe små oaser af hygge og fællesskab – og hvordan samarbejde, nærvær og god kundeservice gør caféerne til vigtige mødesteder i byen.
Se alle episoder i takt med at de udkommer her