Virksomhederne i Aabenraa Erhvervsforening får nu nye muligheder for at hente sparring til vækst og udvikling. Aabenraa Erhvervsforening går med i et sønderjysk netværk for professionel bestyrelse og ledelsessparring under navnet BEST. SYD.
”Vi er altid på jagt efter noget der giver mening og skaber værdi for vores medlemsvirksomheder. Her vurderede vi at BEST. SYD var et tilbud, som alle kan have gavn af. Det vil skabe stor værdi for især små- og mellemstore virksomheder, som udgør størstedelen af vores medlemmer,” fortæller Tim Skovmand, Iprinting / Tinglev Bogtrykkeri og bestyrelsesmedlem i erhvervsforeningen.
Tryggere start på rådgiverforløb
Hvordan griber du egentlig situationen an, når du mærker, at det er tid til at række ud til en rådgiver for sparring på din virksomhedens udvikling eller drift?
En rådgiver med en anden ekspertise end dig selv, som ikke sidder med hovedet nede i materien. Mange ville nok spørge Google, og derigennem finde et konsulenthus og/eller en rådgiver.
Når du som virksomhedsejer henvender dig for at blive sat sammen med en rådgiver fra BEST. SYD netværket, kommer du i kontakt med dit lokale erhvervsråd. I Aabenraa Kommune er det Business Aabenraa.
Business Aabenraa giver i forvejen uvildig sparring og vejledning til alle virksomheder i kommunen, og det giver en tryghed, at det ofte vil være en konsulent du kender og har tillid til i forvejen, som tager den indledende snak om dine behov, og hjælper med at screene potentielle rådgivere. Rådgiverne i netværket er fra hele Sønderjylland.
”Det er klart en fordel at kunne vælge en rådgiver fra hele landsdelen, hvis man synes, at det kommer ”for tæt på”, at vælge en rådgiver fra sin egen kommune. Endnu en af årsagerne til at vi er stærke sammen med det her netværk.” – siger Tim Skovmand.
Blev klogere på sin egen virksomhed
Tim Skovmand har selv haft et advisory board i de sidste 4-5 år hos Iprinting / Tinglev Bogtrykkeri. Han havde brug for at blive klogere på sin egen virksomhed sammen med én, der så anderledes på tingene.
”Dengang gik jeg hovedsageligt efter om der var god kemi. Kemi er selvfølgelig vigtigt, men hvis der havde været en mulighed som BEST. SYD for fem år siden, så havde jeg nok følt, at det havde været en tryggere start. Jeg havde fået mere kvalificeret hjælp til at finde de rådgivere. der kunne give mig den sparring jeg havde brug for.”
Stærkt sønderjysk samarbejde om bestyrelsesnetværk
Det var en henvendelse fra Haderslev Erhvervsråd, som nu giver ekstra medlemsfordele i erhvervsforeningen.
”Med et tilbud som BEST. SYD står vi stærkere sammen i Sønderjylland. Det er et rigtigt godt tiltag, som jeg håber, kan bidrage yderligere til det gode samarbejde vi har erhvervsrådene imellem i det sønderjyske.
Det er alle fire sønderjyske erhvervsråd, der arbejder sammen om at få flere lokale rådgivere ud i de sønderjyske virksomheder.
To spor i BEST.SYD
Der er to spor i bestyrelsesnetværket. Det ene spor er for rådgivere, der ønsker at påtage sig opgaver indenfor bestyrelsesarbejde, i advisory boards, eller som betroede rådgivere. De bliver en del af en database, som puljer alle kandidaterne. Derudover bliver de også en del af et netværk for rådgivere, som giver adgang til særskilte netværksaktiviteter.
Det andet spor, er til de virksomheder som har brug for rådgiverne. Det kræver blot en henvendelse til Business Aabenraa, så starter processen med at afklare virksomhedens behov og slutter forhåbentlig med at finde en egnet kandidat fra BEST. SYD.
Kontakt Teddy Nielsen, hvis du ønsker at blive en del af BEST. SYD rådgiver-databasen eller hvis du ønsker at komme i kontakt med en rådgiver fra netværket.