Det blev Linda Kruse fra Det lille Madhus, der i går kunne løfte vindertrofæet og modtage titlen som Årets Iværksætter i Aabenraa Kommune som den første nogensinde. 

Tirsdag den 7. maj stod i iværksætteriets tegn, da Business Aabenraa afholdte iværksætterfejringen Aabenraas Helte i Sønderjyllandshallen – et helt nyt arrangement, der hylder Aabenraa Kommunes iværksættere.

Som en del af fejringen skulle der også findes en vinder af en ligeså ny iværksætterpris: Aabenraas Helte 2024. Prisen gik til Linda Kruse fra Det lille Madhus, som hun modtog med dyb taknemmelighed – og sejrsfølelse.

– Det er dejligt at blive bekræftet i, at det jeg har gang i er rigtig fedt, og at jeg har taget nogle rigtige valg for min forretning. Der har været mange bump på vejen, som man gang på gang har kæmpet for at overvinde, og derfor betyder prisen rigtig meget for mig. For lige så sjovt det er, lige så hårdt er det også at starte en ny virksomhed op, siger ejer af Det lille Madhus, Linda Kruse og nu også Årets Iværksætter 2024.

 

Drømmer du også om at blive iværksætter? Se hvordan, Business Aabenraa kan hjælpe dig

 

Et enigt dommerpanel

Før vinderen kunne udnævnes, skulle Linda Kruse sammen med de fire øvrige nominerede kæmpe om vindertitlen i en live pitch-konkurrence foran et dommerpanel og de 80 iværksættere, virksomheder og gæster der deltog i fejringen. På under 10 minutter skulle de hver især præsentere deres virksomhed på scenen og forsøge at overbevise ikke mindre end seks dommere, hvorfor det lige var dem og deres virksomhed, der fortjente at vinde prisen.

Dommerpanelet bestod af seks lokale eksperter indenfor jura, marketing, og revision, der skulle udpege vinderen. Og her var der ingen tvivl om, at prisen skulle gå til Linda Kruse.

– Passionen lyste ud af hende. Hun starter uden ret meget, går all in på det – bl.a. ved at få nogen til at støtte op om hende igennem crowdfunding. Og så er hun er ikke bare god til at lave mad, hun har også styr på sit forretningskoncept, hun er fremtidsorienteret og hun ved, hvor pengene ligger. Ja, hun demonstrerede virkelig, at hun havde styr på hele paletten, siger Kaj Glochau, rådgiver i KG Business Advice og en af dommerne.

Andenpladsen gik til det mobile dækcenter SkiftLet, mens bryggeriet Frisk Bryg fik en tredjeplads.

De øvrige nominerede til prisen var Kkemi Danmark og Ålandets rengøring.

 

Om dommerpanelet
Dommerpanel bestod af seks uafhængige professionelle fagfolk, som har benyttet sig af 20 forskellige bedømmelseskriterier til at vurdere iværksætterne.Bedømmelseskriterierne inkluderede forskellige forudgående aspekter af virksomhedsdrift som innovation, bæredygtighed, økonomisk håndtering, vækstpotentiale og personlig præsentationsevne.Dommerne var:

  • Asbjørn Jakobsen, advokat og partner i Judica Advokaterne
  • Kaj Glochau, rådgiver i KG Business Advice
  • Kirsten von Wildenradt, partner, kommunikationsrådgiver & digital chef i KALB
  • Maibritt Thomsen, strategisk rådgiver i Reklamehuset
  • Lars Duisberg, revisor i Revisionscentret Aabenraa
  • Rasmus Richard Duggen, advokat i Advokatfirmaet Fink