Der strømmer familier til Hellevad på bondegårdsferie. I idylliske omgivelser ved vandmøllen i det økologiske landbrug, finder man Bjarne Boesen og Elsebeth Junker. De har i de sidste 20 år arbejdet på at forfine deres oplevelseskoncept både til danske og tyske gæster.

Bjarne og Elsebeth driver deres virksomhed på et stærkt værdisæt, der har fokus på bæredygtighed med udgangspunkt i oplevelsesøkonomi i deres økologiske landbrug. De to naturkræfter på Hellevad Vandmølle har I alle årene haft et tæt bånd til den lokale erhvervsservice. I starten var det Rødekro Erhvervsråd og sidenhen Business Aabenraa. Til deres held så er det den samme konsulent, der har fulgt deres udvikling igennem årene, for Lisbeth Strange Jensen var ikke i tvivl om hvad de havde brug for, da hun besøgte virksomheden en kold november eftermiddag: En landdistriktsvækstpilot.

Titlen på ordningen fra Innovationsfonden, kan selv de mest artikulerede få galt i halsen, og som Bjarne Boesen siger med et smil på læben, så tog det lidt tid at sige det uden besvær. Men en landdistriktsvækstpilot det fik de hos Hellevad Vandmølle.

Kompetencer og tid til udvikling

Konceptet med bondegårdsferie kørte efterhånden stabilt og virksomheden løb godt rundt, men tid til udvikling, det var der ikke meget af. Det betød for Bjarne og Elsebeth at de havde mange ideer til hvordan de f.eks. kunne udvikle deres booking system og deres online synlighed, men når det kom til stykket, så måtte de ofte kaste håndklædet i ringen når de stødte på forhindringer.

”Med Nanna er vi gået et skridt videre end vi selv ville have gjort, for hun giver ikke op når der er en udfordring, hun følger den til dørs”

Sådan siger Bjarne Boesen om den indsats Nanna Haugen har lagt for dagen i den periode hun har været ansat som landdistriktsvækstpilot.

Perfekt match for alle

Nanna er uddannet agronom med speciale i kommunikation og formidling, og denne uddannelse kombineret med Nanna Haugens personlighed og drive, viste sig at være et perfekt match for Hellevad Vandmølle.

Et år efter at Nanna er blevet ansat, har Hellevad Vandmølle fået nyt bookingsystem og er nu at finde på flere tyske bookingportaler.

”Vi har haft mange seje diskussioner med Nanna, men det har givet os et skub fremad og vi er blevet bedre til at styre vores beslutningsprocesser. Vi føler faktisk at med året der er gået, så har vi fået fremtidssikret vores virksomhed” siger Bjarne Boesen.

For konsulenten fra Business Aabenraa, Lisbeth Strange Jensen, gav ikke så let op da Bjarne afviste at de skulle deltage på lederkurset Effektiv Leder Proces i erhvervsforeningens regi.

”Jeg forklarede dem meget tydeligt hvad ELP går ud på, og ikke mindst hvad de kunne forvente at kunne bruge kurset til hjemme i virksomheden” siger Lisbeth Strange Jensen.

Tiden viste sig at være godt givet ud. Hjemme på køkkendøren hænger der stadig diverse materialer fra kurset for dagligt at minde dem om de aha-oplevelser, som det kastede af sig.

”Vi fandt faktisk ud af undervejs, at vi var på vej i en forkert retning med udviklingen af vores virksomhed, og de opgaver som vi havde sat Nanna til, så vi fik rettet ind og skåret ind til benet”

Den perfekte landdistriktsvækstpilot

Et af de krav der er til ordningen med en landdistrikstvækstpilot er, at den person der ansættes skal have nogle nye kompetencer der ikke findes i virksomheden i forvejen. Derudover kan man ifølge Nanna Haugen med fordel tænke over følgende:

”Ansæt en person der er selvdreven og selvstændig i sin opgaveløsning, selvsikker på sine kompetencer og som kan acceptere at opgaverne kan ændre karakter efterhånden som man lærer virksomheden at kende.”

Nanna Haugen har været hos Hellevad Vandmølle i et år nu, og er i slutningen af januar gået på barsel med sit første barn. Når hun kommer tilbage er der nye udfordringer:

”Vi tager hul på det hollandske marked i 2019. Indtil da bliver det spændende at se i 2018 om vores indsatser giver et afkast” siger Bjarne Boesen.

Skal din virksomhed have en landdistrikdsvækstpilot? Så tøv ikke med at kontakte Lisbeth Strange Jensen fra Business Aabenraa.

Fornavn
E-mail

Seneste indlæg

Arkiver

Kategorier