Opskrifter med røget laks stod på menuen, da Claus Sand Nielsen fra Gourmethuset udfordrede kommende kokke fra EUC Syd Gastro. Kokkeeleverne skulle eksperimentere med laksen, dykke ned i forskellige muligheder og dermed finde på nye opskrifter.

Røget laks blev en spændende udfordring

Claus Sand Nielsen blev kontaktet af en faglærer fra EUC Syd Gastro med særlig henblik på at lade kokkeeleverne eksperimentere med Gourmethusets hjemmerøget laks. Den var Claus med på og stillede både røget laks og sparring til rådighed. Målet var at nytænke inddragelsen af laks i gourmetmad.

”Røget laks er ikke verdens nemmeste produkt at arbejde med. Det er ikke fordi man lige tænker, at her kan der laver noget helt vildt fancy og smart. Men vi fik nogle råvarer ned til eleverne og de fik tid at arbejde med det. De tre piger som vi har arbejdet sammen med, har gjort det rigtig godt. De har grebet det an på en rigtig god måde og skabt et rigtig godt samarbejde”, fortæller Claus Sand Nielsen.

Elevers resultater sættes i spil til Gourmet-Kvindeløbet 2019

Ifølge Claus Sand Nielsen skal der gøres noget særligt ud af maden ved et gourmetløb og her kan kokkeelevernes opskrifter bruges. Nogle opskrifter vil være uændret, andre har Gourmethuset valgt at udvikle på.

”Vi har valgt at præsentere de nye retter til Gourmet-kvindeløbet. Så er det noget helt nyt vi kommer med. Der kommer mange mennesker til løbet og de får set de nye retter. Kokkeeleverne havde nogle gode idéer og så vil vi bruge dem, som en form for cadeau.”

Kommende kokke skal have en opgave fra den virkelige verden

Resultatet var ikke så afgørende for Claus Sand Nielsen. Det vigtigste var, at give eleverne nogle råvarer at eksperimentere med og stå med en virkelighedsnær opgave.

”Vi sagde til eleverne, at vi er ligeglade med hvad de laver. De kan for vores skyld lave et eller andet fuldstændig vanvittigt – det må de selv bestemme. Vi kommer med råvarerne, så de har noget at arbejde med og der skal være en god mængde, så de har en masse at lege med. Hvis det bliver noget træls noget, så kan de smide det ud og starte forfra. Det synes jeg, at man som virksomhed bliver nødt til. Vi bliver nødt til at give dem noget, så de har noget at arbejde med.”

Alle får noget ud af samarbejdet

Kokkeeleverne tager viden og erfaring med fra sådan et samarbejde. Men samarbejdet er også en gevinst for Gourmethuset.

”Det er et godt forløb og en god måde det er skruet sammen på, fordi alle får noget ud af det. Vi går jo tit i vores egen verden og plejer at gøre tingene på én måde. Så kommer der nogle udefra og åbner vores øjne for, at vi jo kan flytte rundt på tingene og gøre det anderledes. Det er jo kun fedt, når der er noget gensidig sparring”, fortæller Claus Sand Nielsen og tilføjer, at Gourmethuset står til rådighed ved fremtidige samarbejdsopgaver med kokkeelever fra EUC Syd Gastro.

Fornavn
E-mail

Seneste indlæg

Arkiver

Kategorier