Hos BJuicy er der ofte en god bunke pulp tilovers efter en lang arbejdsdag. Indehaver af BJuicy, Beyhan Kartal, laver nemlig frisk juice af frugt og grønt. De lokale høns plejer at nyde godt af pulpen, men da EUC Syd Gastro kontaktede Beyhan Kartal omkring et samarbejde, endte pulpen som hovedingrediens i forskellige opskrifter.

Hjælp til kokkeelever
Til et præsentationsmøde kom Beyhan Kartal i kontakt med en af faglærerne fra EUC Syds gastronomiske uddannelser. Kort tid efter kontaktede faglæreren Beyhan Kartal, da potentialet for et samarbejde mellem BJuicy og kokkeeleverne på EUC Syd Gastro var stort. Kokkeeleverne søgte samarbejdspartnere til deres hovedforløb og der kunne Beyhan Kartal være behjælpelig.

”Det kunne jeg ikke sige nej til. Jeg vil gerne hjælpe de unge. Jeg har rigtig travlt lige for tiden, men jeg valgte at prioritere samarbejdet. Det er vigtigt at hjælpe de unge og give dem noget, så de kan udvikle sig”, fortæller Beyhan Kartal.

Gode og effektive kokkeelever
Samarbejdet kom hurtigt op at stå. Kokkeeleverne mødte op hos BJuicy tirsdag morgen til en snak og en god portion pulp. Allerede torsdag blev Beyhan Kartal inviteret ned på EUC Syd til en præsentation og smagsprøve af elevernes resultater.

”Jeg var overrasket over, hvor meget de havde nået at lave. Kokkeeleverne havde lavet mysli og te. De havde også lavet en is med pulp fra aroniabær – den var helt lilla. Det var så flot. Jeg fik smagt det hele. Også deres knækbrød og paneringsrasp. Det var rigtig godt. Det var lavet af ingefær- og appelsinpulp. Sødmen fra appelsinen gjorde noget godt ved paneringen”, forklarer Beyhan Kartal.

En wauw-oplevelse
For Beyhan Kartal har det uden tvivl være en god beslutning og en god oplevelse at indgå et samarbejde med de kommende kokke. Hun har ikke kun hjulpet kokkeeleverne og givet dem mulighed for at eksperimentere med pulp – hun tager også selv noget med fra samarbejdet:

”Jeg vil arbejde videre med småkagerne, knækbrødet og paneringen. Det var rigtig godt og noget, som jeg kan bruge i min cateringvirksomhed”, fortæller Beyhan Kartal og fortsætter:

”Det var en rigtig wauw-oplevelse. Jeg vil opfordre alle til at give eleverne muligheden for at indgå et samarbejde.”

Fornavn
E-mail

Seneste indlæg

Arkiver

Kategorier