Billedtekst: Anjani Alekhya Pathalam blev ansat gennem en vækstpilot-ordning for at styrke H.P. Therkelsen A/S’s arbejde med data og prognoser. I dag er hun fastansat som Project Manager i virksomheden.

Da transport- og logistikvirksomheden H.P. Therkelsen A/S fik behov for at bruge virksomhedens data mere aktivt, valgte virksomheden at hente nye kompetencer ind gennem en ”Vækstpilot-ordning”. Resultatet blev både nye indsigter og en fastansættelse.

Da H.P. Therkelsen A/S i Padborg fik øje på et voksende behov for at arbejde mere strategisk med data, stod de over for et valg: Skulle virksomheden købe kompetencerne hos et eksternt konsulenthus – eller skulle de hentes ind i virksomheden, så viden og erfaring blev en del af organisationen?

Valget faldt på det sidste.

Gennem den såkaldte SMV Vækstpilot-ordning fik virksomheden mulighed for at ansætte den nyuddannede kandidat fra Syddansk Universitet, Anjani Alekhya Pathalam. Ordningen giver virksomheder mulighed for at ansætte en ny medarbejder til en konkret udviklingsopgave og få tilskud til en del af lønomkostningerne i de første seks måneder.

I dag er Anjani fastansat som Project Manager hos H.P. Therkelsen A/S.

 

Nye kompetencer til en vigtig udviklingsopgave

Anjani Alekhya Pathalam og Ivonne Søgaard Bodin, Chief Commercial Officer hos H.P. Therkelsen A/S, bruger data som drivkraft for at optimere processer og skabe værdi i forretningen.

Anjani Alekhya Pathalam og Ivonne Søgaard Bodin, Chief Commercial Officer hos H.P. Therkelsen A/S, samarbejder tæt om at omsætte virksomhedens data til værdifulde indsigter, der styrker og optimerer forretningens processer..

Behovet for at bringe en ny faglighed ind i virksomheden opstod i takt med ønsket om at bruge virksomhedens data mere aktivt, fx ved bruge daten til at forudsige, hvor mange leveringer og paller der skal håndteres, så det bliver lettere at planlægge biler, chauffører og kapacitet – og dermed skabe en mere effektiv drift.

– Vi har arbejdet med data i mange år, men vi kunne se et potentiale i at bruge dem endnu mere aktivt. Vi ville gerne blive bedre til at forudsige aktivitetsniveauet og bruge vores data til at understøtte beslutninger i hverdagen, fortæller Ivonne Søgaard Bodin, Chief Commercial Officer hos H.P. Therkelsen A/S og ansvarlig for Anjanis ansættelse.

Anjani Alekhya Pathalam kom i første omgang i kontakt med H.P. Therkelsen A/S gennem sit speciale på Syddansk Universitet i Sønderborg, hvor hun arbejdede med prognose- og forecastmodeller baseret på virksomhedens data.

– Hun kom med en faglighed, som vi ikke havde i huset i forvejen. Samtidig viste hun, at hun kunne omsætte teorien til noget, vi kunne bruge i praksis. Det gjorde hende interessant for os, siger Ivonne Søgaard Bodin.

 

Et økonomisk sikkerhedsnet

Selvom virksomheden kunne se potentialet i Anjani, var der naturligvis også usikkerhed forbundet med at ansætte en medarbejder med en ny faglig profil.

Her blev Vækstpilot-ordningen en vigtig hjælp.

– Når man investerer i nye kompetencer, ved man ikke altid på forhånd, hvordan det kommer til at passe ind i organisationen. Tilskuddet gav os et økonomisk sikkerhedsnet og gjorde det lettere at tage chancen, siger Ivonne Søgaard Bodin.

 

Fra vækstpilot til fast medarbejder

For Anjani har vækstpilotforløbet i H.P. Therkelsen A/S været en mulighed for at omsætte sin uddannelse til konkrete løsninger i en international virksomhed.

– Som nyuddannet får man mulighed for at arbejde med virkelige udfordringer og skabe værdi fra starten. Samtidig får virksomheden nye perspektiver og nye måder at løse opgaver på, siger Anjani Alekhya Pathalam.

Samarbejdet viste hurtigt sit værd, og derfor var beslutningen om at fortsætte samarbejdet efter vækstpilot-forløbet heller ikke svær.

Fra den 1. april 2026 er Anjani blevet fastansat hos H.P. Therkelsen A/S.

– Det har været en win-win. Vi har fået adgang til kompetencer, som hjælper os med at udvikle forretningen, og Anjani har fået mulighed for at omsætte sin viden til praksis. Derfor var det naturligt for os at fortsætte samarbejdet, siger Ivonne Søgaard Bodin.

 

En anbefaling til andre virksomheder

Hos H.P. Therkelsen A/S er anbefalingen klar til andre virksomheder, der overvejer at bruge Vækstpilot-ordningen.

– Vækstpilot-ordningen giver mulighed for at afprøve nye kompetencer med mindre økonomisk risiko. Samtidig er det en god måde at tiltrække dygtige talenter og styrke det lokale erhvervsliv. For os har det været en rigtig god investering, siger Ivonne Søgaard Bodin.

 

Fakta: Hvad er en vækstpilot?

• En vækstpilot er en ny medarbejder, der ansættes til at løse en konkret udviklingsopgave i virksomheden.

• Medarbejderen skal være ledig ved ansættelsen og have en erhvervs- eller videregående uddannelse.

• Virksomheden kan få tilskud svarende til 50 % af lønomkostningerne i op til seks måneder (maks. 20.000 kr. pr. måned).

• En vækstpilot kan blandt andet arbejde med digitalisering, procesoptimering, bæredygtighed, markedsudvikling, internationalisering eller andre udviklingsopgaver.

• Ordningen administreres af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og de regionale erhvervshuse.

Læs mere om vækstpilot-ordningen her

 

 

Er du interesseret i at høre mere om vækstpilot-ordningen?

Kontakt Lisbeth Strange Jensen, erhvervskonsulent i Business Aabenraa på: lsj@businessaabenraa.com eller på 4019 3650.

 

 

Om H. P. Therkelsen A/S

  • H. P. Therkelsen er en familieejet virksomhed, der blev grundlagt i 1918.
  • H.P. Therkelsen er specialist i transport- og logistikløsninger til temperaturkrævende stykgods mellem Skandinavien og Europa.
  • Virksomheden har i dag 290 medarbejdere fordelt på lager, kontor og chauffører.
  • Hovedkontoret ligger i Padborg.

Læs mere om H. P. Therkelsen A/S