Der er godt gang i byggeriet og ejendomshandler i Aabenraa Kommune, hvilket har medført en stigning i antal byggesager hos Team Byg. Samtidig skaber den store aktivitet i byggebranchen en stor efterspørgsel efter kvalificeret arbejdskraft, og det har bl.a. betydet, at der før sommerferien var fire vakante byggesagsbehandler-stillinger. Det har medført, at sagsbehandlingstiden for byggesager steget hen over sommeren.
Tiltag for at nedbringe sagsbehandlingstiden
Team Byg har naturligvis gjort en række tiltag for at sikre at sagsbehandlingstiden stiger mindst muligt. Bl.a. er der indført en indskrænket telefontid, så der bruges mest mulig tid på sagsbehandling ligesom der sker en skarp prioritering af sager, hvor bl.a. sager vedrørende nyt byggeri prioriteres højere end lovliggørelser. Der er ansat nye byggesagsbehandlere pr. 1. august og 1. september og der er hyret eksterne konsulenter. Vi forventer, at det får effekt i løbet af september og oktober, hvor sagsbehandlingstiden bør blive reduceret betydeligt.
Hjælp til selvhjælp
Vil du hjælpe os – og dig selv – til en smidig og effektiv sagsbehandling, er det en god ide at få kvalitetssikret din ansøgning inden du uploader den i det digitale ansøgningssystem Byg og Miljø:
- Har du afkrydset alle relevante tekniske emner, som dit byggeri skal overholde ?
- Har du vedhæftet relevant ansøgningsmateriale fx dokumentation for indplacering i brand- og konstruktionsklasse ?
- Har du udfyldt BBR-oplysninger ?
Status i din konkrete byggesag
Ønsker du oplyst status i din byggesag anbefaler vi, at du logger på www.bygogmiljoe.dk og finder sagens status og initiativpligt.
- Er initiativpligten hos ansøger, betyder det, at vi mangler nogle oplysninger fra dig, førend vi kan behandle din ansøgning. Kontroller om du har sendt det ind, som vi har anmodet om i kvitteringsbrevet.
- Er initiativpligten hos kommunen betyder det, at vi er i gang med sagen. Fx at vurdere indsendt supplerende materiale eller sagsbehandle eller sagen er i kø til sagsbehandling.
- Har sagen status ”Fuldt oplyst med fyldestgørende materiale” betyder det, at vi nu har det vi skal bruge for at kunne sagsbehandle ansøgningen.
Den aktuelle sagsbehandlingstid (oplyst på hjemmesiden) regnes fra dato for sidste indsendelse, når sagen har status ”Fuldt oplyst med fyldestgørende materiale”.
Kontakt Team Byg
Har du brug for at tale med en byggesagsbehandler kan du kontakte os på 73767347 alle hverdage mellem kl. 10 og 12. Du kan også maile til os på byg@aabenraa.dk.