Business Aabenraa er blandt de 117 virksomheder i Aabenraa Kommune, der har fået tildelt kommunes CSR-mærke for 2024.  

Aabenraa Kommune uddeler hvert år et CSR-mærke til de virksomheder i kommunen, der tager et socialt ansvar, fx ved at give plads til udsatte borgere og bidrage til uddannelsen af fremtidens arbejdskraft. Den 22. februar 2024 modtog hele 117 virksomheder CSR-mærket – heriblandt Business Aabenraa.

– Vi er utrolig stolte af, at vi kan være med til at bære CSR-mærket, som vi ser, er vigtigere end nogen sinde før i vores samfund, hvor ressourcer er en knap faktor, udtaler Charlotte Hylleberg, direktør i Business Aabenraa.

 

Se alle virksomheder, der har fået tildelt et CSR-mærke i 2024

 

En elev, en fleksjobber og en senioransat

Business Aabenraa har i alt 10 ansatte, svarende til syv fuldtidsnomeringer, og på trods af den beskedne medarbejderstab favner medarbejdernes sociale og faglige baggrunde bredt. Men det er især ansættelsen af Business Aabenraas elev Johanna Therkelsen Schultz, fleksjobber Alice Beck og senioransat Lars Dagnæs, der har været udslagsgivende for, at Business Aabenraa modtager årets CSR-mærke. Tre vigtige og værdsatte medarbejdere i Business Aabenraa.

– Vores servicemedarbejder, Alice, har været ansat i mange år og er en vigtig del af ”familien”. Vi mærker straks, når hun ikke er her. I 2023 har vi sat fokus på at hjælpe vores virksomheder med at kigge ind i ESG/bæredygtighed, og hér har vi ledt efter de helt rigtige kompetencer – og vi er glade for, at Lars ikke har valgt at gå på pension, men i stedet dele ud af sin store viden med virksomhederne, som deltidsansat hos os. Sidst men ikke mindst, er vi også stolte over, at vi fandt et ungt multitalent, som ønskede et job i sit sabbatår. Johanna blev glad for at være her, og vi fik lavet en kontorelevstilling til hende, og hun er nu under uddannelse, siger Charlotte Hylleberg.

 

Om CSR-mærket

Aabenraa Kommune uddeler hvert år et CSR-mærke for social ansvarlighed.

Mærket tildeles lokale virksomheder, der påtager sig et socialt ansvar ved at give plads til udsatte borgere samt bidrage til uddannelsen af fremtidens arbejdskraft. Aabenraa Kommune ønsker således at anerkende de lokale virksomheder, der er med til at udvikle et mere rummeligt arbejdsmarked, hvor der også er plads til alle. Det kan f.eks. ske ved at stille virksomhedspraktikker, løntilskud og fleksjob til rådighed.

CSR-mærket har også til formål at hylde de virksomheder, der gør en indsats i forhold til uddannelse og efteruddannelse, idet de optager elever, voksenlærlinge eller gennemfører jobrotationsprojekter.

Læs mere om Aabenraa Kommunes CSR-mærke