Business Aabenraa beholder sin kvindelige direktør

I dag sidder der en lettet direktør på sit kontor hos Business Aabenraa på Storegade 30. Helle Malene Kjølsen Olsen er blevet valgt som direktør for organisationen, og må i dag konkludere at hun har overstået sin prøvetid, for i morgen ryger titlen som konstitueret direktør og erstattes af et enkelt ord. Direktør.

Bestyrelsen for Business Aabenraa har gennem de sidste to-tre måneder søgt efter en ny direktør for organisationen.

”Det har været en intens proces med et bredt ansøgerfelt, og nu har vi valgt vores fremtidige direktør. Jeg har været glad for at se et så interessant ansøgerfelt med virkelig gode kandidater,” siger Karsten Rewitz og tilføjer: ” Vi er nu klar til at fortsætte vores arbejde med blandt andet at tiltrække og fastholde virksomheder og arbejdspladser i Aabenraa kommune, og den nye direktør skal nu sammen med de øvrige fem medarbejdere i Business Aabenraa realisere strategien for de kommende år.”

Bestyrelsen står bag ny direktør

Det var et bredt udsnit af bestyrelsen for Business Aabenraa, som var med i kandidaternes slutrunde. Valget faldt på Helle Malene Kjølsen Olsen. Helle Malene er bosiddende i Løjt Kirkeby, uddannet på Aalborg og Aarhus universiteter og har bestridt en række stillinger i Aabenraa Kommune og Sønderjyllands Amt.

”Helle Malene havde i forvejen et godt kendskab til Business Aabenraa, som hun har arbejdet sammen med tidligere omkring bosætning, kvalificeret arbejdskraft og generel erhvervsvenlighed. Desuden har hun en stærk faglighed og vi føler os godt tilpasse med hende ved roret.” siger Karsten Rewitz.

Kvinden på toppen

Helle Malene bliver den eneste kvindelige erhvervsdirektør i Sønderjylland og hun er glad for at kunne gå på juleferie med nyheden om at hun fortsætter hos Business Aabenraa:

”Det har været spændende at være konstitueret direktør for Business Aabenraa. Jeg er glad for at kunne fortsætte arbejdet sammen med mine kollegaer og ikke mindst fortsætte samarbejdet med virksomhederne i kommunen. Der kommer turbo på i det nye år i kraft af datacentrene ved Kassø, og Business Aabenraas fornemmeste opgave bliver at hjælpe virksomhederne med at være konkurrencedygtige i kampen om opgaverne. Det bliver et af flere fokusområder i det nye år, som jeg glæder mig til at tage fat på” siger den nyslåede direktør Helle Malene Kjølsen Olsen.

Fornavn
E-mail

Seneste indlæg

Arkiver

Kategorier

2017-12-20T15:11:29+01:00