– din lokale erhvervsservice i Aabenraa

7362 2020

post@businessaabenraa.com

BizNet Aabenraa – større sammenhæng og tættere samarbejde

BizNet Aabenraa er erhvervsforeningens netværkskoncept for virksomhedsejere og -ledere. Her mødes vi hos hinanden, udveksler erfaringer og lærer hinanden at kende. Det øger sammenhængskraften, styrker samarbejdet, og gør det muligt at udnytte synergierne mellem de lokale erhvervsdrivende virksomheder.

Kom indenfor i varmen

Står du udenfor fællesskabet, står du alene med de problemer og frustrationer, som andre lokale virksomheder måske allerede har løst. Så kom inden for i varmen i Aabenraa Erhvervsforening, og deltag i netværksmøderne hos BizNet Aaabenraa

Udnyt de lokale synergier, og få større indsigt i firmaerne i området
BizNet Aabenraa er netværksdelen af Aabenraa Erhvervsforening. Her mødes du med andre erhvervsejere og -ledere fra området, og udveksler erfaringer og sparrer om de udfordringer, de har i hverdagen. Vi mødes hos de enkelte medlemmer, netværker, får indsigt i og hjælper hinandens virksomheder til at vækste og gro.

Når du kender mulighederne, er det nemmere

Når du kender de muligheder og erhvervsledere, som du har i lokalområdet, er det nemmere at række hånden ud – både når du har brug for hjælp, og når du har noget at tilbyde.

Samtidig får du også en meget mere følsom finger på pulsen af det lokale erhvervsliv, og nemmere ved at få øje på de muligheder, du ellers troede, du skulle søge efter andre steder.

Måske er der en anden lokal virksomhed, der kan levere løsningen på den udfordring, dit eget firma står med. Eller som du kan hjælpe med deres.

Og så lærer du en masse andre spændende, lokale erhvervsledere at kende på en uformel og uforpligtende måde.

Korte, intense netværksmøder som giver værdi

Det er nemt at passe et netværksmøde i BizNet Aabenraa ind i din travle hverdag. Vi mødes om morgenen hver X uge i 1½ time med følgende agenda:

Kl. 7.30: Velkomst, præsentationsrunde, morgenmad og netværk
Kl. 7.50: Oplæg og rundvisning
Kl. 8.20: Netværk
Kl. 8.45: Tak for i dag.

Lars Lundberg Christensen fra LC Performance

Lars Lundberg Christensen har været medlem af Aabenraa Erhvervsforening siden 2019. Han er fysioterapeut og ejer af træningscenteret LC Performance i Aabenraa.

Han meldte sig ind i erhvervsforeningen for at bakke op om det lokale erhvervsliv, som han selv er en aktiv del af. Samtidig forventede han at kunne styrke sit netværk og udnytte nogle af de muligheder for sparring, som foreningen tilbød.

Her har især netværksdelen af Aabenraa Erhvervsforening givet ham stor værdi. Han deltager i alle de BizNet-arrangementer, han kan klemme ind i sin kalender. Her er han især begejstret for de muligheder, det giver for at udveksle erfaringer med andre virksomhedsejere og -ledere inden for mange forskellige brancher. Samt den uformelle og uforpligtende tone det foregår i.

Det fysiske møde er vigtigt

Det fysiske fremmøde til arrangementerne er vigtige for Lars Lundberg Christensen. ”For du laver jo reklame for dig selv ved at møde op og være synlig over for de andre.”

 Samtidig er Lars Lundberg Christensen glad for at kunne støtte op om en forening, der gør noget aktivt for det lokale erhvervsliv, og som er god til at hjælpe nystartede firmaer i gang.

Ved at hjælpe dem uden om de værste faldgruber fra starten og være behjælpelig med praktiske ting, som f.eks. leje af lokaler, giver erhvervsforeningen de nystartede et bedre og mere trygt grundlag at begynde på.

Jo flere lokale virksomheder, jo flere forretningsmuligheder

Det får dem til at komme både hurtigere og stærkere fra start – og det gavner jo alle. For med flere lokale virksomheder kommer der jo også flere forretningsmuligheder for alle i foreningen.

”Samtidig bliver det lokale erhvervsliv stærkere, når vi står sammen. Foreningen snakker jo med kommunen, og repræsenterer medlemmerne i en masse sammenhænge. Det betyder, at også dit navn og det du gør, bliver spredt ud til flere”, forklarer Lars Lundberg Christensen.

”Jo, det medlemskab er guld værd. For vi ER gode til at stå sammen og gode til at dele erfaringer med hinanden. Men det kræver, at du dukker op til arrangementerne og støtter op. For ellers dør det ud, og det ville være surt at miste det, som erhvervsforeningen giver det lokale erhvervsliv”, slutter Lars Lundberg Christensen fra LC Performance.

Henning Matthiesen, HM Mesterteknik

Da Henning Matthiesen startede sit firma HM Mesterteknik for 11 år siden, meldte han sig som noget af det første ind i Aabenraa Erhvervsforening.

Her begyndte han at deltage på BizNet-møderne. De var med til at gøre ham og hans virksomhed kendt i lokalområdet.

Her får han et godt indblik i de forskellige firmaer, som er værter ved morgenmøderne. Hvad laver de egentlig?, og hvilke erfaringer har de, som de andre i netværket kan trække på?

Det bedste ved morgenmøderne er dog den uformelle snak over morgenkaffen. Her bliver der både udvekslet erfaringer og tit også varme leads. ”For der er altid nogen, der kender nogen, som potentielt kunne være interesserede i det, som du sælger”, forklarer Henning Matthiesen.

Tidspunktet kl.7.30 til 9.00 om morgenen passer ham perfekt. Desværre er der bare sjældent tid nok til at netværke.

”For du falder jo i snak med de andre – og der er altid noget interessant at snakke om. Jeg kan klart anbefale alle nye medlemmer at melde sig til BizNets morgenmøder. Det er helt gratis, og det har betydet en masse at være med for mit eget lille firma”, slutter Henning Matthiesen fra HM Mesterteknik.

Vil du vide mere?
Du er altid velkommen til at kontakte Camilla Refshauge Hansen.

Camilla Refshauge Hansen
Netværks- og eventkonsulent
T: +45 7362 2026
M: +45 4017 5255
crh@businessaabenraa.com

Hold dig opdateret

Få aktuelle nyheder om lokale udbud, arrangementer og arbejdskraft for Bygge-og Anlæg på SMS eller E-mail