Den 1. maj bliver Martin L. Petersen, CEO og ejer af Frøslev Træ i Padborg, en del af Business Aabenraas bestyrelse.
Business Aabenraa får snart et nyt stærkt bestyrelsesmedlem rundt om bordet, der skal hjælpe med at styrke erhvervslivet i Aabenraa kommune. Bestyrelsesmedlemmet er 35-årige Martin L. Petersen, som står i spidsen for Frøslev Træ i Padborg – en af Danmarks største leverandører af træ til byggeriet.
Martin er blevet indstillet til bestyrelsen af Aabenraa Erhvervsforening og afløser Michael Justesen, der har valgt at træde tilbage for at fokusere på sin egen virksomheds udvikling. Den nye plads møder den unge erhvervsleder med taknemmelig og ydmyghed:
– Jeg har sagt ja til at blive en del af bestyrelsen, fordi Business Aabenraa spiller en helt central rolle i at skabe gode rammer for virksomhederne i kommunen. Hvis jeg kan være med til at påvirke vilkårene positivt og bidrage til, at flere virksomheder kan udvikle sig, så gør jeg det med stor glæde. Vi skal passe godt på alle virksomheder i kommunen, og sikre, at de får den støtte og sparring, de har brug for, siger Martin L. Petersen, der især vil sætte sin praksisnære kompetencer i spil i sin nye bestyrelsesrolle:
– Jeg kommer selv fra erhvervslivet, så jeg kender mange af de problematikker, som virksomhederne står med. Jeg vil bidrage med en praktisk og en nær tilgang, der tager udgangspunkt i virksomhedernes behov og de løsninger, vi som erhvervsservice skal kunne levere, forklarer Martin L. Petersen.
En stolt bestyrelse
Martin overtog Frøslev Træ som blot 22-årig efter sin fars død, og trods sin unge alder har han opnået en imponerende erfaring. Han har stået i spidsen for generationsskifte, opkøb, vækst og drevet udviklingen af virksomhedens grønne omstilling. Hertil kommer en solid bestyrelseserfaring – både nationalt og internationalt.
Derfor er der stor glæde i Business Aabenraas bestyrelse over at få Martin med om bord.
– Martin er en stærk kandidat, der kan bidrage med friske vinkler. Det er vigtigt for os, at bestyrelsen favner bredt – både geografisk, fagligt og personligt – og her passer Martin rigtig godt ind, siger Anders Tourlin Kolte, bestyrelsesformand i Business Aabenraa.
Også Charlotte Hylleberg, direktør i Business Aabenraa, glæder sig til samarbejdet med det unge erhvervstalent:
– Jeg glæder mig til at få et ungt menneske ind, der har så mange visioner og mod til at tænke nyt. Martins værdisæt passer til vores, og så har han stor praktisk erfaring med at drive virksomhed – og den erfaring kan komme mange af vores virksomheder til gavn, siger Charlotte Hylleberg.
| Business Aabenraas bestyrelse
Business Aabenraas bestyrelsen består af repræsentanter fra hhv. Aabenraa Kommunes byråd (3), Aabenraa Erhvervsforening (3) og selvudnævnt af bestyrelsen for Business Aabenraa indenfor indsatsområderne (3): · Anders Tourlin Kolte, formand – selvvalgt af bestyrelsen · John B. Christensen, næstformand – repræsentant fra Aabenraa Erhvervsforening · Jan Riber Jakobsen, næstformand – repræsentant fra Aabenraa Kommune · Martin L. Petersen, bestyrelsesmedlem – repræsentant fra Aabenraa Erhvervsforening · Nanna Noe, bestyrelsesmedlem – repræsentant fra Aabenraa Erhvervsforening · Phillip Tiejte, bestyrelsesmedlem – repræsentant fra Aabenraa Kommune · Erwin Andresen, bestyrelsesmedlem – repræsentant fra Aabenraa Kommune · Malene Byriel, bestyrelsesmedlem – selvvalgt af bestyrelsen · Kim Overgaard, bestyrelsesmedlem – selvvalgt af bestyrelsen
|