Over 100 unge fra blandt andet Aarhus, Aalborg og Odense satte kurs mod Aabenraa, da det nye initiativ Aabenraa Kalder i weekenden bød på VIP-forfest under ringriderfesten i Aabenraa. Arrangementet blev startskuddet på en fælles indsats for at få flere unge til at (gen)opdage, hvad Aabenraa har at byde på.

Aabenraa Kalder er er et nyt initiativ skabt i fællesskab mellem Aabenraa Kommune, Business Aabenraa og en række lokale virksomheder. Sammen vil de gennem en fælles indsats styrke relationen til de unge voksne, der er flyttet fra kommunen, dem som hver dag pendler ind i kommunen på arbejde og dem, der allerede bor i kommunen.

Lørdag blev første kapitel i fortællingen skrevet med et velbesøgt og stemningsfuldt arrangement i Kulturboxen under Aabenraa Ringridning, hvor deltagerne mødte lokale virksomheder, hyggede med kolde drikke og konkurrencer og netværkede i øjenhøjde.

– Aabenraa Kalder fik en virkelig stærk start på trods af et varierende vejr. Det var fantastisk at mærke den gode stemning blandt gæsterne, der var kommet fra både nær og fjern. Mange havde rejst fra de store studiebyer for at være med – og det viser, at vi har fat i noget, der rører de unge, siger Charlotte Hylleberg, direktør i Business Aabenraa.

 

”Genialt koncept”

En af deltagerne var 29-årige Camilla Elling, der er født og opvokset i Aabenraa, men i dag bor i Horsens med sin mand og deres datter på knap to år. Selvom livet nu udfolder sig længere nord på, banker Camillas hjerte stadig for hjemstavnen – og netop derfor var hun ikke i tvivl om, at Aabenraa Kalder-eventen var noget, hun skulle opleve.

– Jeg har længe gerne villet flytte tilbage til Aabenraa, men det kræver lige, at jeg får overbevist min mand, som oprindeligt er fra Aarhus. Så da jeg hørte om VIP-forfesten, tænkte jeg: Det er en oplagt mulighed for at vise ham, hvad Aabenraa kan – både når det gælder karriere og kultur, fortæller Camilla og tilføjer.

– Jeg synes, konceptet er genialt. Det var en virkelig god måde at få os ’hjem’ igen – ikke bare fysisk, men også i tankerne.

 

Unge ambassadører og lokale virksomheder driver indsatsen frem

Hver af de deltagende virksomheder har udnævnt unge, lokale ambassadører, som er med til at drive arrangementerne og fortælle om, hvad Aabenraa Kommune kan både som arbejdsplads og sted at bo. En af dem er 31-årige Jacob Thue Poulsen, advokat i Advodan Sønderjylland. Han var især begejstret for den nye og mere afslappede måde at møde unge mennesker og potentielle medarbejdere på.

– Det fede ved dagen var den uformelle stemning. Man kunne deltage i aktiviteter og få en naturlig snak med nogle unge mennesker uden, at det blev stift eller formelt. Det skabte en ægte dialog og et netværk, man normalt ikke får adgang til, siger Jacob Thue Poulsen.

På hjemmesiden www.aabenraa-kalder.dk kan man læse meget mere om initiativet, personlige historier fra tilflyttere og Aabenraa’er og få informationer om de kommende arrangementer. Aabenraa Kalder har desuden en Instagram-profil, som løbende bliver opdateret med gode historier fra hjemstavnen Aabenraa, men også med nyheder og informationer om kommende aktiviteter i initiativet, som snart er på vej.

 

Partnervirksomheder i Aabenraa Kalder:

Aabenraa Havn

Abena

Advodan Sønderjylland

Fleggaard

H. P. Therkelsen

Kohberg

Meldgaard

Naturmælk

Sydbank